OM NYMODENS PÅHIT  (Lârs i Læwka)

Tekst: Karl Kristensen  1957

(mel.: Jeg elsker den gamle den vaklende rønne)

 

Se, Jâ hedder Lârs å jâ boer i Læwka

di kajla maj ajle et halgammalt gnaw

næn grujnj te jâ gnæjler ded e a min ræwka

e plawad me nøjer frå næb å te raw.

 

Alt tilia ormådna ble mina tænner

å søvva va alt va jâ då kunje hâ

så kjøfte jâ nya – ilæl vor di spænner

å dæmme i skoffan jâ tænnerna lâ.

 

Då håred – ded sjited – begjyjnte å fajla

jâ kjøfte paryjkj – ded e ijkkje nân løjn

mæn då jâ enj dâ sto å pompade ajla

forsvânt hon i ajlan dærnera i brojn.

 

Ded vaj u lid kâlt – ja ni vil væl nok tro maj

mit hâud va så glat som et nypillad æjgj

å dæmme så måtte jâ spillemaj spo maj

å finja lid lojne bâg âlnalânt sjægj.

 

Då syned tâu å va vor doktara villu

å glâriwen fijkj hanj âu dutad maj på

di sjinde så granja å koste injhellu

mæn når jâ ska se târ jâ glâriwen å

 

Å snakka nâjn te maj jâ kanj ijkje hørad

å dæmme jâ skrev på et skema i fjor

så fijkj jâ nâd sjit te å sætta bâg ørad

nu hør jâ spetakkel mæn ijkje et or

 

Ded sjited jâ gjemmer i skrivarabored

hos tænner å glâriwen får’ed sin plâs

å dæmme så sanjar jâ me på ded ored:

a nymodens påhit ded e nâd bravâz!